Tønder Budokai

[Forside]

[Klubben]

[Historie]

[Træning]

Tønder Budokai

Jiu Jitsu historien

Jiu Jitsu - "den milde kunst"
Jiu Jitsu opstod i Kina i 1600-tallet og blev brugt af kinesiske munke, der levede i bjergene. For at beskytte sig selv mod overfald, og da de ikke måtte bære våben, opfandt de et selvforsvarssystem, hvor de kun brugte hænder og fødder. Omkring 1660 rejste japaneren Akiyama til Kina for at lære medicin, og på afsidesliggende klostre, hvor han blev optaget blandt munkene, lærte han Jiu Jitsu. Da han vendte hjem igen, oprettede han en skole i Tokyo, hvor han underviste samuraierne i Jiu Jitsu teknikkerne. I 1878 da samuraistanden blev opløst, var Jiu Jitsuen i færd med at forsvinde, men redningsmanden, professor Jigore Kano, som dyrkede sporten for at opbygge sit svage helbred, er grundlæggeren af den Jiu Jitsu, vi træner i dag. Da det er umuligt at lave kampe i Jiu Jitsu, er det ingen kampsport men et rent selvforsvarssystem, som består af parader, diverse frigørelsesteknikker og kast med afsluttende slag, spark eller førergreb. Princippet i Jiu Jitsu går ud på at afvente modstanderens angreb og at undvige/give efter for ham, hvorved han mister balancen og kan overvindes med ringe styrke (deraf navnet "Den milde kunst") Vores afslutninger, de karatelignende slag og spark, gennemfører vi aldrig. De udføres kun som markeringer, da det ikke er nødvendigt at ramme træningspartnerne, fordi hvis vi kan beherske kroppen under træningen, kan vi også slå igennem, hvis det i nødværge bliver nødvendigt .

Pyjamas og bare tæer
Da JJ kom til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, syntes folk, at det var nogle underlige størrelser, der rendte rundt på bare tæer og klædt i hvide pyjamasser (det er der åbenbart stadig nogle, der synes). Men iklæder man sig denne dragt, som kaldes en Gi, vil man mærke, hvor fri man føler sig i den, for den hverken snærer eller strammer nogen steder, og der er rigelig plads i den til fysisk udfoldelse. Desuden er den slidstærk uden knapper eller lynlåse, hvilket er praktisk, da vi under træningen er nødt til med fuld kraft at hive/trække i "modstanderens" tøj. Den behandling ville en almindelig træningsdragt hurtigt give op overfor. Da al træning foregår på en 5-cm tyk måtte, der ville være lige så glat som en skøjtebane, hvis vi var iført strømpesokker, er det mest praktisk og sikkerhedsmæssigt med bare tæer, hvilket igen giver en dejlig fri fornemmelse. For ikke at ødelægge eller svine måtten til, er sko naturligvis bandlyste.

Er Jiu Jitsu folk autoritære?
Første gang man bevæger sig ind i en træningssal, studser man uvilkårlig over at folk bukker hele tiden - både for træneren, hinanden, træningssalen og måtten. Hænger det sammen med autoritær respekt for træneren eller måske underdanighed for andre mennesker? Nej - det er en rest kultur fra Kina/Japan og er dels et tegn (af sikkerhedsmæssige årsager for at undgå skader) til din træningspartner om, at du er klar til at træne og dels, at du respekterer dine og andres ting. Hvad der er aller vigtigst er, at det er tegn på høflighed og respekt for dine medmennesker.

Balance i krop og sjæl
Jiu Jitsu giver en god balance ikke bare fysisk, men også mentalt igennem det kropslige nærvær vi har til hinanden under træningen. Vi er sikkert alle bekendt med, hvilken stor betydning fysisk kontakt til andre mennesker betyder for ens selvværd og selvtillid. Det giver ro i sjælen og dæmper dine aggressioner, hvis du har nogle. Vi bliver gladere, friere, mere åbne (hvilket er godt for indlæring og samarbejde) og venligere - kort sagt, udvikler og gør mere menneskelig. I en tid med berøringsangst er det godt at vide, at i Jiu Jitsu og andre Budoformer er det legalt med kropsligt nærvær.

Jiu Jitsu - vold
Budoudøvere er blevet kritiserede for at undervise i og at lære farlige ting, som kan lemlæste og dræbe andre mennesker. Ja vist er det farlige teknikker, vi lærer i bl.a. Jiu Jitsu, og vist kan de misbruges i de forkerte hænder, men med den rette vejledning, mentale træning, selvdisciplin og kropsbeherskelse lærer vi at kontrollere de farlige teknikker. En voldsmand tager jo ikke fat med fløjlshansker, der skal skrappe midler til for at stoppe ham. Men når du mestrer Jiu Jitsuen, er det mange gange ikke nødvendigt at ty til de forsvarsteknikker, vi benytter. Du føler dig mere sikker på dig selv og dine evner, så du takler situationen på en anden måde - du snakker dig fra øretæver eller går din vej. Desuden har vi stramme regler for, hvornår vi må bruge Jiu Jitsu, hvilket fremgår af den borgerlige straffelovs paragraf 13, som siger at nødværge for at modstå eller afværge et uretmæssigt angreb er tilladt, såfremt man ikke går ud over det, der er nødvendigt, under hensyn til angrebets farlighed og angriberens person. Dette bliver gang på gang indprentet eleverne.

Børn og Jiu Jitsu
Alt dette leder uværgeligt spørgsmålet hen på, om børn tager skade af at lære de farlige teknikker. Den sunde fornuft siger os, at hvis man fra barnsben får kraftigt indprentet, hvor farlig en teknik er, og hvornår man må bruge den, bliver det til en uafvigelig leveregel. Forøvrigt vil det tillærte, med den måde træningen foregår på, blive til en refleks, der kun udløses ved voldeligt angreb. Efter vores mening burde Jiu Jitsu være et fag i skolen på linie med gymnastik og især for piger. For sporten giver så megen selvtillid, at piger ikke vil lade sig dominere af drengene og som voksne, vil de have lettere ved at gøre sig
gældende i erhvervslivet. Men også drenge ville have fuldt udbytte af sporten, da de får brugt deres kræfter på en positiv måde og får afløb for deres aggressioner. Disciplinen (og her menes naturligvis ikke den hårde militære kadaverdisciplin) i Jiu Jitsu har en opdragende effekt på børn, da de ønsker at få sat grænser.
De lærer at lytte, at tage hensyn, at respektere andre, og får et naturligt forhold til det modsatte køn. Jiu Jitsu giver desuden hurtige reflekser og udvikler
koordinationsevnen. Børn, der bliver mobbede i skolen, får efterhånden så god en selvtillid, at de verbalt siger fra overfor deres plageånder, hvorved mobningen stopper. Du oplever også selv en tryghed ved at vide, at du har chance for at forsvare dig. Du er ikke nervøs for at gå på gaden om aftenen. Mange, der ikke kan selvforsvar, holder sig indendøre af frygt for overfald. - Og er det egentlig ikke betryggende at vide, at f.eks. vores børn har en reel chance for at afværge og overleve et overfald. Men i og med at vi ikke skal bruge vores tillærte færdigheder i dagligdagen, tænker vi ikke på Jiu Jitsu som rent selvforsvar. Det er en stilart - en sportsgren ligesom fodbold, håndbold etc. er for de folk, der udøver det. Vi leger med de farlige teknikker, som en fodboldspiller leger med sin bold. Dette kan naturligvis kun lade sig gøre ved gensidig respekt, hensyntagen og under stærke sikkerhedsregler. At sikkerhedsreglerne er stramme bevidner de forholdsvis få < skader, der sker i Jiu Jitsu.

Hvem kan træne Jiu Jitsu:
I princippet alle: Børn, unge, voksne, ældre, mænd, kvinder, handicappede og motionister. Vi har ingen elite iblandt os, vi er alle ligemænd og -kvinder. For at få det fulde udbytte af Jiu Jitsuen som selvforsvar, er vi nødt til at have forskellige træningspartnere, da voldsmænd som bekendt ikke er ens. Derfor træner vi sammen på tværs af alder, færdigheder og køn. Fordi der næsten ingen konkurrence er i Jiu Jitsu, står det sociale aspekt i højsædet hos os.

Med sportslig hilsen

Carsten P. Andersen,
Tønder Budo Kai

Siden blev genereret på 0.0156 sekunder